Det kribler ….
Og det krabler …. og summer …. og inspirerer mange …
TIL AT FINDE FLUESMÆKKEREN FREM!
Klask.
Os har insekterne inspireret til noget andet: Vi fotograferer dem. Vi synes, at de er mærkelige, sjove og smukke og udgør en fascinerende verden, der findes dér lige for næsen af os, men som vi sjældent ser – sådan rigtigt.
Og det er en helt vildt nyttig verden! Vi har brug for insekterne til at bestøve vores træer og planter, til at samle honning til os, til at nedbryde efterårets nedfaldne blade og andet dødt materiale i naturen og til at blive spist af en masse andre dyr, som vi har brug for.
Desværre er insekterne i voldsom tilbagegang. Intensivt landbrug og skovbrug fordriver dem fra deres levesteder, og klimaforandringerne gør ondt værre. I Danmark er over halvdelen af sommerfuglearterne inden for de seneste årtier helt eller delvist forsvundet. På verdensplan risikerer en tredjedel af insektarterne udryddelse.
I Christianshavns Beboerhus kan du i februar måned gå på opdagelse i insekternes vilde verden uden fluesmækker. God jagt! Hvis du bare bliver en lille smule overrasket eller måske endda betaget, er vi meget glade …
Og du er hermed inviteret til FERNISERING!!!!!
Venlig hilsen
Per Carlsen
Bent Ketil Christensen