Tilbage til Alle begivenheder

Oplæsningsaften med Forlaget Gladiator

Forlaget Gladiator inviterer til oplæsningsaften d. 23/03-2026 kl. 19-21 i Christianshavns beboerhus med Dorte Schou, Mette Holst Jacobsen og Karen Bue. 

Dorte Schous 'Alting slutter med blomster'

Dorte Schous Alting slutter med blomster er en elegant og sanselig blanding af romanstof og erindring. Med udgangspunkt i hastigt nedfældede notater skrevet alt for tidligt om morgenen, under sin mors syge- og dødsleje og i ventetiden på at få hendes aske tilbage fra Anatomisk Institut, forsøger forfatteren at genopfinde sit ståsted i livet. Hvilket tvinger hende til på én gang at forholde sig til sin fortid, nutid og sin egen rolle som mor.

Alting slutter med blomster handler om, hvordan verden opleves, når den slår sprækker. Det er en fortælling om ikke at ville give slip, om kærlighed, vrede og om pludselig kun at kunne se det, der er helt tæt på.  

Mette Holst Jacobsens 'Farligt gods'

Velkommen til Fanø og Sønderho. Her, lige rundt om hjørnet, bor en kvinde, som vil fortælle dig sin historie. 

Hun blev skilt for nyligt. Hun kæmper med tilværelsen på en småneurotisk måde. Hun er dybt og ulykkeligt forelsket i byens præst, Johannes. Og det hele er lidt upraktisk, for hun er kirketjener i hans kirke. Og eksmanden, Peter, er bestyrer i den lokale Brugs og har fundet en frisør som har gjort ting ved hans hår. Og så har hun ingen gardiner! 

Kom indenfor i denne debutroman og mød en søster til Højholts Gitte og Hammanns Vera, en studiekammerat til Blendstrups Gud — og helt sin egen.

Rørende, komisk, og ulideligt genkendeligt — en roman om kærlighed og gardiner og om, hvor vores grænser for normalitet går. 

Karen Bues 'Har Ellen ikke selv et hjem'

Alkoholsmisbrug og damebekendtskaber

Har Ellen ikke selv et hjem er en roman om opvækst. Om at vokse op alene med en far der har et endog voldsomt alkoholmisbrug og forskellige damebekendtskaber. I en lejlighed i Gersagerparken i Hundige. Og med skole og job efter skoletid i slagterafdelingen i Bilka. I begyndelsen af romanen hedder det: ”Neonlyset i loftet giver de røde kødrester i de mælkehvide plastbøtter en svag orange farve. En slaget er ved at hive den meterlange gråblege medister op af kedlen, og der lyder et klask, da den rammer plastkassen. Han skærer et stykke af, puster på det og putter det i munden. “Vil du smage?” Spørger han, og er allerede ved at skære et stykke mere af.

“Ja tak”, siger jeg, og mærker rødmen brede sig i mit ansigt. Jeg lægger medisterstykket på mit kittelærme for ikke at brænde mig, puster og spiser. Jeg er sulten, og den smager godt. “Hold kæft, du ser dum ud. Tror du, du er til te hos dronningen?” Har Ellen ikke selv et hjem er Karen Bues debut.

Til arrangementet vil der være oplæsning fra de tre forfattere, kolde drikkevarer, rabatter og mulighed for at stille spørgsmål til forfatterne og redaktørene. 

Program:

19-19.10: velkomst
19.15: oplæsning 1
19.30: oplæsning 2
pause
20: oplæsning 3
20.15: samtale og spørgsmål
21: tak for i aften

Arrangementet er gratis og vi glæder os til at se jer. :-)

Forrige
Forrige
21. marts

Portal Pets Release

Næste
Næste
27. marts

Meyhane: Istanbul dinner - no borders / KAVATA x Beboerhuset