Fuld Affekt’ er et album om at være, elske, fortvivles og finde mening og forbindelse til verden. Med romantiske tekster, storladne støjballader,uperfekt DIY-rock og trodsigt håb som ledestjerne, buldrer de ni sangeafsted som en spraglet scrapbog over tyverne, og insisterer på ikke bare at blive hørt, men mærket.
Albummet bevæger sig i selvsikker slingrevals mellem flygtig ungdomog forliste forhold, et østersrev og et røvsygt kundeservicearbejde, flash-spil på biblioteket og et cover af en dyster fransk chanson – og tager os med på et stormløb mod en inderlig drøm om at vores tanker, handlinger og følelser ikke er ligegyldige.
Med dissonante guitarer, vanvidsblæsere og kampråbsholdkor hepper Ondskyld ihærdigt på os og kærligheden i kapitalismens ubønhørlige dødsræs.
’Fuld Affekt’ er et destillat af en kollektiv kraftanstrengelse. Med syv i bandet, fire producerer og en helvedes masse vennetjenester fremsætterOndskyld en antitese til geniet i elfenbenstårnet af broget og omsorgsfuld punkrock der aldrig kunne være skabt alene.
Alt er bestemt ikke ok, men i flok og i ’Fuld Affekt’, både metaforisk og bogstaveligt talt, kan vi løfte hinanden og væve mening ind i livet.
Ondskyld er et spraglet syv personers punkrockband fra København.
Med hektiske, snørklede, poetiske, hyper konkrete, sjæl- og sorgfulde sange undskylder Ondskyld for deres utilstrækkelighed, selv om der ikke er en skid at undskylde for. Livets helt store følelser og dagligdagens kedelige detaljer blendes til en grovkornet rocksmoothie af afmagt, humor og optimisme.
Bandet debuterede med en håndfuld av-mit-hjerte rockslaskere, livetracket på kassettebånd med nedslag fra en rigtig ensom lortesommer på break-up EP’en ’Hjertesorg Sommerrock 2024’.
Ondskyld har markeret sig på scenen med eksplosive liveshows (bl.a. som et af højdepunkterne på SPOT-festival 2025 ifølge Soundvenue), med en del airplay og to interviews i DEBUT på P6 BEAT.
Debutalbummet ’Fuld Affekt’ udkom d. 10. april 2026 på Østersperle Plader
bror_bølge:
Digitale emo rock sange om dissociation, årstidernes skiften og længslen efter at finde et fast holdepunkt. bror_bølge er normalt en duo, men denne aften præsenterer den ene halvdel, Christian, en blanding af udgivne sange og demoer i nye og anderledes versioner.