Tilbage til Alle begivenheder

Københavns Radiobiograf fejrer Valentinsdag: En aften for alle, der elsker

Københavns Radiobiograf rykker ind i Beboerhuset og fejrer Valentinsdag: En aften for alle, der elsker

I anledning af de elskendes helligdag inviterer Københavns Radiobiograf og Beboerhuset dig til en aften, hvor vi skal fordybe os i kærlighedshistorier i alle afskygninger. Fra det første akavede knald, til den dybe forelskelse, til genopdagelsen af kærligheden på uventede tidspunkter.

Kom alene eller tag en udvalgt i hånden, og gør dig klar til at få et godt grin eller en emotionel rusketur, når vi sammen skal lytte til kærlighedshistorier, der rammer en universel nerve.

I løbet af aftenen vil værterne fra Københavns Radiobiograf skabe de bedste rammer for, at du kan bringe dig selv i spil på den måde, som du ønsker - gennem fælles temperaturtagninger, diskussion med sidemakkeren og inputs fra salen. Medbring din nysgerrighed og dit mod, når vi undervejs deler egne oplevelser og erfaringer med hinanden.

Københavns Radiobiograf er en frivillig forening, som skaber arrangementer, hvor vi lytter til lydfortællinger i fællesskab. Du kan læse mere om os på vores Facebookside og vores Instagramprofil.

Entré 75 kr.

Vi glæder os til at se jer.

Forrige
Forrige
18. februar

Madame MAchine

Næste
Næste
19. februar

mimicri