Torsdag d. 30. oktober står den på dobbeltkoncert, når HUN R's humoristiske og legende rap blandes med SOLARAS sårbare og kraftfulde elektropop. En aften der både indkapsler manglende pensionsopsparinger, evindelige spørgsmål om, hvorfor man endnu ikke har fået et arbejde eller familie - men også følelsen af lys i mørket og den urkraft der er i at være kvinde.
Om HUN R / Pressetekst:
HUN R er en musikalsk fortælling om kærestesorger og bipolare udfordringer. Om halvsløje dates og lavpraktiske problemer med kommunen - leveret med både alvor og satirisk snilde. Omdrejningspunktet er at være gammel nok til at være voksen uden rigtigt at leve op til forventningerne, der følger med.
Med subtile referencer og legende rim, serverer Hun R historien om deres egne udfordringer med at være single i 30’erne. Det gør de med en catchiness, der er spiselig for en hel generation af ikke rigtigt voksne. De historiefortællende sange komplimenteres af old school hiphopbeats med tråde til Malk De Koijn og Østkyst Hustlers. Krydret med elektroniske elementer og hooks, der er svære at glemme igen.
Bag Hun R står Tania og Minna, der dannede duoen på en bund af knuste hjerter, køkkenfester og manglende retning. Nu rejser de sig fra den jyske muld og springer ud som rapperne Hende Dér og Katastrofen, der med charme, selvtillid og lækre traumer leverer et show, du ikke vidste, du manglede.
Om SOLARA
Sanger og sangskriver SOLARA er en dragende kombination af attitude og sårbarhed. Med sin både bløde og powerfulde stemme og sit stærke nærvær formidler hun ærlige følelser i catchy, soulfulde popmelodier med et moderne elektronisk twist. SOLARAs relaterbare tekster bevæger sig i spændingsfeltet mellem mørke og lys, livets store spørgsmål og womanpower – altid med en følelse af håb, der skaber forbindelse og inspirerer hendes publikum.