Den 14. november 1975: Et hus besættes
Uddrag af bogen “Christianshavns Beboerhus - 50 år med fællesskaber og kampe”
I 1976 slog kommunen igen og lukkede aktivisterne ude af Beboerhuset. Billedet er fra et mislykket forsøg på ”genbesættelse” i foråret 1976.
Foto: Poul Erik Sørensen
Det var koldt den eftermiddag, og mørket var faldet på. Men måske var det lidt lettere at holde varmen, fordi de var så mange.
Omkring 200 var der, der stod og skuttede sig i porten ind til Kollegiet Sofiegården i Dronningensgade, Christianshavn – samme sted, hvor der få år forinden havde været voldsomme bataljer mellem politi og slumstormere, da bulldozere efter ordre fra Københavns Kommune jævnede de gamle, misligholdte men stadig beboede huse i Sofiegården med jorden. Men det var ikke dén gamle sag, de mange mennesker var mødt op for at mindes. Deres blikke var rettet den modsatte vej - mod en fire etagers rød murstensbygning på den anden side af gaden:
Kofoeds Skole.
Eller rettere sagt: Den tidligere Kofoeds Skole. Den sociale institution for udsatte eksistenser var tidligere på året flyttet væk fra Christianshavn til nye lokaler på Amager, og huset i Dronningensgade havde nu stået tomt i mere end et halvt år.
De 200 lettere forfrosne mennesker i porten på den anden side af gaden var ikke de eneste, der havde kig på den forladte skolebygning: Det havde Københavns Kommune også. I månederne forud for denne novemberdag havde der bredt sig rygter om, at kommunen planlagde at købe bygningen, rive den ned – og i stedet bygge et parkeringshus på grunden. Skolebygningens nabo, den gamle, historiske badeanstalt Sofiebadet, skulle også pulveriseres i fremskridtets navn.
Men det skulle blive løgn, mente folkene i porten. Og nu var de klar til at sætte handling bag deres krav:
Et brugerstyret beboerhus. Et samlingssted, hvor christianshavnere og andre interesserede kunne mødes og udfolde sig præcis som de havde behov for og lyst til. Uden kommunal indblanding men gerne med kommunal økonomisk støtte. Og da møder med kommunen og 800 indsamlede underskrifter tilsyneladende ikke havde gjort synderligt indtryk i overborgmesterkontoret, havde flokken i porten mistet tålmodigheden: De ville have beboerhus, og det skulle være nu. Her i aften. Det tomme hus skulle besættes.
Beboerhusaktivisterne var ikke alene i Dronningensgade denne november eftermiddag. Politiet var der også. I sidegaderne sås parkerede politibiler og -motorcykler, og adskillige betjente holdt sig klar i udkanten af aktivistgruppen.
Faktisk havde det ikke krævet noget større detektivarbejde i Københavns Politi at finde ud af, at et eller andet var på færde i den sydlige del af byen: Samme dag havde lokalavisen Amager Bladet nemlig på forsiden bragt en stor artikel med overskriften ”Kofoeds gamle skole på Christianshavn besættes”. Paradoksalt nok var det beboerhusaktivisterne selv, der havde tippet avisen om den forestående begivenhed: Nok øgede avisomtalen risikoen for konfrontation, men den ville samtidig skabe opmærksomhed om aktionen i lokalområdet og måske få flere til at deltage i den planlagte besættelse.
Novembermørket var faldet på, men det betød ikke, at der var dunkelt i Dronningensgade. Hele Kofoeds Skoles facade og trappen op til indgangen var badet i projektørlys. Den lokale filmmager og aktivist Ove Nyholm, der selv spillede en fremtrædende rolle i kampen for et beboerhus, havde sørget for, at alt var klart til at fange besættelsen på celluloidfilm.
Alt i alt nok et af de mindst hemmeligholdte overraskelsesangreb, denne verden har set.
En afvæbnende tale
Efter en times tids venten sker der nu noget. I én lang række sætter aktivisterne sig i bevægelse, krydser den smalle Dronningensgade og sætter kurs mod den brede trappe, der fører op til den tidligere Kofoeds Skoles aflåste hoveddør. Trappen fyldes af mennesker, og stemningen er beslutsom – og en anelse nervøs: For få år siden, da slaget om Sofiegården lige på den anden side af gaden skulle slås, lagde politiet ikke fingrene imellem. Vil det samme ske her?
Men pludselig er der hjælp fra en uventet kant. På Kofoeds Skole, som stadig ejer den forladte bygning, har man kendt til besættelsesplanerne i et stykke tid, og skolens ledelse er ikke begejstret - men har opfordret aktivisterne til at søge forhandlingens vej. Nu, da det viser sig, at beboerhusforkæmperne står fast på deres krav og ikke er til at standse, møder Kofoeds Skoles bestyrelsesformand, landsretssagfører Carl Philip Lauritzen personligt op. Dér midt i menneskemylderet tager han ordet, og han henvender sig direkte til politiet og beder betjentene om at holde sig i ro. Som ejer ønsker han ingen konfrontation men meddeler, at det er med Kofoeds Skoles accept, at aktivisterne går ind i bygningen.
Og beboerhusaktivisterne har ikke brug for mukkerter og brækjern for at komme ind i huset. De har fået fat i en nøgle – efter sigende helt uofficielt fra en ansat på Kofoeds Skole - og nu baner en af aktivisterne sig vej frem til hoveddøren, stikker nøglen i låsen … og åbner døren på vid gab. Mens politiet og bestyrelsesformanden ser passivt til, strømmer de 200 opstemte aktivister ind i bygningen, som straks bliver taget i brug.
…. Men så let skulle det ikke gå for de første Beboerhusaktivister med deres drømme om et selvstyrende samlingssted for alle midt på Christianshavn! Læs om husets dramatiske, vilde og farverige historie i bogen ”Christianshavns Beboerhus – 50 år med fællesskaber og kampe” (du kan købe den i caféen). Bogen er skrevet af Bent Ketil Christensen, André Rostrup, Britta Krogh-Lund, Oscar Gruno og Jeannie Krysiak og udkom på forlaget Turbine i november 2025.
Foto: Julie Rønnow