Lys! Kamera! Ord! Og røde plysstole..
Den aktivist-drevne Filmklubben i Christianshavns Beboerhus viser anderledes film hver onsdag, gratis.
Normalt er der 23 siddepladser i Beboerhusets lille biograf, men det rakte overhovedet ikke den sidste filmklubaften i september...
En tur i biografen …. det er efterhånden ikke nogen billig fornøjelse. Selve billetterne løber nemt op i omegnen af 140 kroner pr. styk, og de uundværlige popcorn er oppe i priser, så man skulle tro, at de var poppet på en Michelin-restaurant.
Hurtigt sceneskift til Christianshavns Beboerhus en onsdag aften, hvor der er film i den lille biograf ”Biffen” på husets første sal. Hvad mon de biografgængere, der har ladet sig synke ned i de røde plysmøbler, har betalt for deres filmoplevelse?
Svaret er: Nul kroner. Og popcornene, der gumles flittigt, er til samme pris.
Velkommen til Filmklubben i Christianshavns Beboerhus – en af de mange aktiviteter, der 100 procent drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft i huset. Alt er non-profit, og popcornene finansieres af Beboerhusets ”Fri Del”- pulje, hvor husets aktivister kan søge om penge til at dække udgifter til deres aktiviteter.
Den onsdag aften, hvor ”Huskatten”s udsendte lægger vejen forbi Biffen og filmklubben, er her stuvende fuldt – i en grad, så der har måttet bæres ekstra stole ind som supplement til de 23 faste biografmøbler. Og det er ikke engang nok! Adskillige filmgæster må tage til takke med at sidde på gulvet. Det er ellers ikke just en blockbuster, der ruller over lærredet: Aftenens film ”We Are Making A Film About Mark Fisher” handler om en nu afdød venstreorienteret britisk kulturteoretiker, forfatter, universitetslektor, kritiker og filosof og hans teorier om blandt andet begrebet ”Capitalist realism” – kapitalistisk realisme.
At netop sådan en film – som Filmklubben i Christianshavns Beboerhus i øvrigt indtil videre er den eneste, der har haft tilladelse til at vise i Danmark – trækker fulde huse, undrer ikke filmklubbens tovholder og filmvært Jakob Holm:
”Vores erfaring er, at smalle film går godt i vores filmklub. De bredere underholdningsfilm trækker ikke så mange til – dem tror jeg, at folk sidder derhjemme og ser,” siger han.
At nogle biografgængere som på denne aften ligefrem må sidde på gulvet er dog ikke hverdagskost, og det ville faktisk være ret problematisk, hvis alle medlemmerne af filmklubbens Facebook-side en onsdag aften dukkede op: Dem er der nemlig over 2.000 af.
Splatterfilm og masser af sprut
Den nuværende onsdagsfilmklub i Beboerhuset er ikke den første af sin slags - blandt andet var der for år tilbage en filmklub, hvor bio-gængerne hyggede sig i plyssæderne med splatter- og andre B-film, som blev skyllet ned med rigelige mængder af alkohol fra Beboerhusets bar. Præcis hvornår de første popcorn blev poppet til den nuværende filmklub er usikkert, dog ligger det fast, at der så sent som omkring 2017 jævnligt blev vist kvalitetsfilm i den lille biograf. Da Jakob Holm kom ind i billedet som medarrangør og senere tovholder i 2025 var filmklubben bestyret af Sascha Levi Magadudu, et kendt ansigt bag Beboerhusets café-bardisk. Og det var lidt af et tilfælde, at det netop blev Jakob, der kom til at bære film-depechen videre:
”Jeg havde solgt min lægeklinik og sad i min lejlighed på Holmen og tænkte på, hvad jeg skulle bruge den ekstra tid, jeg havde fået, til – også når jeg engang blev pensionist. Det skulle være noget i nærheden, så jeg til den tid ville kunne stavere derhen med rollator, og så kom jeg til at tænke på Christianshavns Beboerhus.”
”Henne i caféen faldt mit blik på en håndskreven notits, der efterlyste nogen, som ville hjælpe til i filmklubben. Det gad jeg godt – og det endte altså med, at jeg blev ham, der i øjeblikket vælger, præsenterer og viser filmene”, fortæller Jakob Holm, der i mellemtiden også har engageret sig i Beboerhusets byhave, hjælper til i Spisehuset og til Sankt Hans-festerne ved Volden og også er blevet valgt ind i Beboerhusets bestyrelse.
Denne aftens filmklub-film stiller forholdsvis store krav til sit publikum, men det er absolut ikke kun meget svære film, der bliver vist om onsdagen i Filmklubben i Christianshavns Beboerhus. Feltet er bredt – fra klassikere af de store film-mestre som svenske Bergman og franske Godard til dokumentarer, kunstfilm, børnefilm, musikfilm, film fra fjerne lande og alle mulige former for skæve film. Og gyserfilm: En gang om året præsenterer Christianshavns Beboerhus’ filmklub i samarbejde med kulturfestivalen ”Golden Days” en filmfestival, hvor dette års tema var ”Monster”. Fællesnævneren er ifølge Jakob, at filmene har ”en vis kvalitet”.
Nul offentlig reklame
Hvis man gerne vil vide, hvad Filmklubben i Christianshavns Beboerhus monstro kan finde på at vise på onsdag i næste uge, kigger man forgæves i Beboerhusets café og andre steder, hvor der kunne hænge plakater med oversigter over ugens eller månedens filmprogram. Hvorfor i alverden gør der ikke det?
”Af rettighedsmæssige årsager må vi faktisk ikke annoncere offentligt med hvilke film, vi viser! Gjorde vi det, ville vi skulle betale ophavsretspenge for offentlig forevisning af kunstnernes værker. Vi må gerne skrive om, at vi har en filmklub …. men ikke, hvad vi viser,” forklarer Jakob Holm, der dog – ud over filmklubbens lukkede Facebook-gruppe - har fundet en bagvej, så filminteresserede ikke behøver at gå i biografen helt uden at ane, hvad de skal se:
”Når dagen nærmer sig, går jeg rundt ved bordene i Beboerhusets café, fortæller gæsterne om den kommende film og opfordrer dem til at dukke op. Får også lige nævnt, at der er gratis popcorn. At snakke sammen er jo dog heldigvis trods alt ikke forbudt,” griner han.
Stole fra Det Kongelige
Er man teaterinteresseret filmklubgæst, vil man muligvis studse lidt ved synet af den lille biografs nydelige røde plysbetrukne stole. Har man ikke set dem et eller andet sted før?
”Det kan sagtens være. Oprindeligt stammede stolene i ”Biffen” fra Atlantic Bio, som lå på Christianshavns Torv fra 1941 til 1972. Men de gamle møbler var efterhånden tæt på at falde fra hinanden, så da Beboerhuset sidste år fik tilbud om at købe stole fra Det Kongelige Teaters nu nedlagte scene ”Stærekassen” for 25 kr. pr. stk, slog vi til!”, fortæller Jakob Holm, der selv – sammen med andre aktivister og Beboerhusets personale - var med til at montere de teaterstole, som filmklubbrugerne nu kan lade sig synke ned i.
Efter godt en time er vi nået til rulleteksterne i ”We Are Making A Film About Mark Fisher”. Filmen er slut, men det er filmaftenen ikke: Omkring halvdelen af publikum bliver hængende til en snak om filmen og dens budskab om kapitalisme og mulige samfunds-fremtidsscenarier, ledet af filmklub-vært Jakob Holm. Og a pro pos fremtid: Hvilke tanker om og ønsker for Filmklubben i Christianshavns Beboerhus har den nuværende tovholder?
”Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik en tradition for en mere struktureret debat efter forestillingerne – en snak, hvor man også analyserer filmene, taler om opbygning og så videre. Det ville give filmklubben mere indhold og mening. Jeg så også gerne, at vi kørte nogle flere temaer …. For eksempel arbejder jeg i øjeblikket på et filmtema om klima.”
”Og så ville det være godt, hvis vi var flere om at stå for filmforevisningerne. Da jeg startede, var vi en 8-9 stykker, der på skift valgte film, holdt et kort oplæg inden forestillingen og styrede debatten bagefter. Nu er det næsten kun mig. Det er meget skrøbeligt: Ingen arrangør = ingen film. Den personafhængighed vil jeg gerne væk fra, så det ville være skønt, hvis der var nogle flere, der meldte sig” slutter Jakob Holm.
Opfordringen er hermed givet videre…