Magnus Knudsen / Esben Amdisen / Nicklas Burman

Magnus Knudsen
Du kender muligvis Magnus Knudsen som punkrockeren fra Stenstrup, Karsten Knudsen i K-town-punkens svar på De Nattergale De Høje Hæle, eller som korsyngende basguitarist i det fremadstormende garagesurfrockband Orcas. Men sideløbende med diverse band har han, gennem alle årene, blottet sin sjæl og optrådt solo som den sårbare, langhårede hippie fra Sydfyn, han også er… Radioprogrammet Mod Strømmen synes, Magnus Knudsens tekster minder om Jomfru Ane Band, salig Jan Sneum syntes, et nummer, han hørte, mindede om John Mogensen. Hans single, som udkom 1. september 2021, lyder som en bastard mellem Ruben & The Jets og Nikolaj Nørlund. Forvent personlige sange med paraderne nede på jorden og hjertet langt oppe i halsen.

Esben Amdisen
Esben har siden 2014 været aktuel som solist. Først i følgeskab med backingbandet ”De blege mænd i sort”, men ofte også alene. Siden spillestederne åbnede op på ny i 2021 har Esben spillet live i følgeskab med Steffen Buhl Larsen på guitar.

Det er på mange måder en meget traditionel sangskrivning man finder i Esbens sange. Det er personskildringer og beretninger fra en tilværelse, hvor døden og skyggerne altid lurer rundt om hjørnet. Men det er også sammenstødet mellem Esben og Steffen der skaber en udefineret blanding af stemningsmættet folk og rock man kan høre denne aften.

Nicklas Burman
Nicklas Burman er en alsidig sangskriver med et massivt bagkatalog oparbejdet gennem mere end tyve års kærlig brydekamp med det danske sprog. . Burman har tre soloudgivelser bag sig; “celle no 5” fra 2011, “er det mon her?” fra 2015 og ”En Form For Orden” fra 2018.Før var Nicklas Burman frontmand i ”Riffelsyndikatet”, som vel bedst kan beskrives som et forsøg på at genindføre den politiske sang i ’00erne pakket ind i old school hard rock. Det lykkedes at tirre A.P.-Møller-koncernen ved først at hedde A.P.-Møller Band og dernæst efter henvendelse fra rederiets juridiske afdeling at skifte navn under stor mediebevågenhed. Riffelsyndikatet indspillede ”skipper Clements Morgensang” til Henrik Marstals projekt ”protestsange.dk” og spillede på Roskilde Festival i 2008

.Der er sket meget siden 00’erne, og i dag har Burman lagt protestrocken på hylden til fordel for mere personlige og billedskabende sange.————————

[Tekst: Mia Stilling Jürgensen/ freelance mad- og musikskribent]

Kl. 20
60 kr

Bookmark the permalink.

Comments are closed.