Daniel Konge udgiver sin tredje og sidste single Løvetand inden debutalbummet Breve til den anden side lander i august 2023, og holder i denne forbindelse en releasekoncert d. 16. juni på Christianhavs Beboerhus.
Hans musik rummer storbypoetiske sange på dansk, der kombinerer pop og alternativ folk i et analogt og elektronisk lydunivers. Denne aften indtager Daniel Konge scenen som trio i en halvakustisk intim opsætning med Hannah Sommer (kor/omnichord) og Aske Ruhe Fuglsang (mandolin/kor), hvor han vil spille sangene fra det kommende album.
Albummet udkommer på Glorious Records, og handler om sorg i forbindelse med tabet af to nære venner. Sangene på albummet udsprang fra breve som Daniel skrev til de afdøde. Brevene blev til i åndehullerne på Bispebjerg Kirkegaard og ved Utterslev mose. Musikken på albummet udgør melodiske klaver- og synthfigurer, guitarfingerspil, sfæriske lyde, storslået kor, hårdtslående bas skabt af modularsynth, pumpende trommer og beats samt Daniel Konges intime og nærværende vokal.
Daniel Konge henter inspiration fra den danske litteraturskat og er især inspireret af litterære forbilleder som Naja Marie Aidt, Michael Strunge og Theis Ørntoft. De musikalske inspirationskilder tæller bl.a. The National, Sigur Rós og Peter Sommer. Sangene er indspillet i tæt samarbejde med musiker og producer Thorval Naur (Alex Vargas, Julias Moon m.fl.) og trommeslager Felix Ewert (Alex Vargas, Drew Sycamore m.fl.). Thorval Naur har produceret og lavet premix, Jon Trier har lavet postmix og Tor Bach master.
Kl. 20
Entré 60 kr