Aftenrutine 2012-2022

[Aftenrutine 2012-2022]

I 10 år har pladeselskabet Aftenrutine båret skæve og modige musikudgivelser ind i verden. I år lukker vi Aftenrutine, og for at fejre al den gode musik og alle de gode tider, vil vi gerne invitere til afslutningsfest på Christianshavns Beboerhus.

Vi har sammensat et Aftenrutine-baseret musikprogram med bands der peger fremad og kommer til at leve videre efter Aftenrutine. Desuden er vi mega glade for at kunne fortælle at Forlaget Kornmod har takket ja til at komme og spille til vores begravelse.
Kærlig hilsen Rasmus Bak og Anders Hjernø

Entré: 80 kr
Døre: 19.30
Musik: 20.00

[Brother Magnus]
Brother Magnus spiller meditativ, rytmisk stemningsmusik på 2x trommer og 2x guitar. Musikken arbejder med forskydninger og er en slags kanon-musik, der undersøger kollektivets og dogmets frihed.

[Komma]
Komma er et nyt band bestående af Simon Christiansen og Anders Hjernø. De har begge været med i forskellige bands omkring Aftenrutine, bl.a. Musik Til Mor og Tidlige Armbånd. Nu har de dannet Komma for at spille håndspillet popmusik til nutiden.

[Musik Til Mor]
Musik Til Mor har været med gennem alle 10 år af Aftenrutines lange liv. Denne aften vil det minimalistiske band spille en intim koncert med sange fra hele bagkataloget. Til efteråret udsender Musik Til Mor sin 10. udgivelse “Sol og måne falder ned”, som er en samling af popsange fra en svunden tid.

[Forlaget Kornmods Caféorkester]
Vi spiller improviseret musik, fortrinsvis for akustiske instrumenter. Vi har ikke spillet med konstellationen før, så vi ved ikke hvad der kommer til at ske, men det bliver nok forholdsvis ustruktureret, forhåbentlig uden at være alt for kaotisk.

Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond og Københavns Kommune

Bookmark the permalink.

Comments are closed.