Onsdag aften d. 1. November kl. 20:00 har du mulighed for at genopdage Peter Smiths fantastiske debutalbum ‘Kærlighedens Disciplin’, når Peter Smith besøger Christianshavns Beboerhus sammen med sin musikalske makker Torsten Lefmann. Her vil de spille sange fra “Kærlighedens Disciplin” og Peter fortæller om tilblivelsen af albummet.
I anden afdeling vil der blive spillet flere Peter Smith-sange, når de kaster sig over Peter´s mange andre albums.
Den legendariske danske musikanmelder Torben Bille skrev flg. om debutalbummet tilbage i 1990. Peter på vej
Anmeldelse af Peter Smith: Kærlighedens Disciplin.
**** Garden Records. Anmeldt af Torben Bille.De må gøde jorden med noget specielt ude på Garden Records. Først åbnede de Loveshop, årets mest oversete danske debut, og nu præsenterer de Peter Smith.Han ser lige så anonym ud som sit navn. Faktisk ligner han enhver af de moderne unge mand, du passerer på Strøget, mens du tænker, hvilken bank eller reklamebureau han mon er ansat i.Men Peter Smith lyder ikke som hvem som helst. Dermed ikke sagt, at det ikke er til at høre, hvem han har hørt – Orup, en meget ung, lidenskabelig og lidende Anne Linnet (!) og Jørgen Klubien som voksen, hvis man ellers har fantasi til at forestille sig det, men først og fremmest kan han ud af de sarteste melodilinjer skabe musik, der lukker sig om lytteren for så at åbne sig med desto større kraft.Hør en intim betroelse som ‘Alt Jeg Ville Have Sagt’ med linjer som ‘Åh, Lea kaster alt sit hår i mit ansigt ved en fejl, hvordan skal jeg dog kunne sige nej, så kaster jeg mig ind til dig og finder himlen frem igen, men før end jeg ved af, hvad der er sket, er hun her igen, og alt det jeg ville have sagt, strander på sin vej.’
Når Peter Smith synger ‘Åh’, er det ikke koket, men en underdrivelse, der rører dybere end et tungekys. Og hele vejen spiller Finn Verwohlt en her-der-og-alle-vegne-guitar, fuld af Beatles, Adrian Belew og Neil Young! En del af sangene er let for flade, lyder lidt for meget som demo’er, forfremmet til færdige numre, men der er flest af den slags sange, der kommer bag på dig, sange, der bliver ved at hage sig fast de mest uvented øjeblikke: Den skæve vals ‘Sådan En Dag’ med Martin ‘News’ Nordborg på yndefuldt el-piano, og de indlysende hits ‘Få Det Godt Sammen’ og titelmelodien, og så midt i al det moderne et overstadigt boblende Hammond-orgel.Jo, Peter Smith har fod på fortiden og mod på fremtiden. Og denne debut tyder på, at han har noget at have det i. Måske får han en halv stjerne for meget, men tag det som en antydning af, at noget større må være i vente. noget stort er i vente.
Kl 20.00
Billetter i døren: 100,-