Nikolaj Paakjær m. band og Skammens Vogn (duo)

Christianshavns Beboerhus inviterer til en særlig aften, hvor den nye danske sangskrivning er sat i højsædet.

Dør kl. 19.30
Entré / forsalg 80 kr: https://billetto.dk/e/nikolaj-paakjaer-m-band-og-skammens-vogn-duo-billetter-818589

SKAMMENS VOGN (DUO)

Skammens Vogn består af tre gamle skolekammerater, der laver sange om kunst og om livet og om at være menneske i livet og alt der imellem. De udgav i 2021 ‘Kunst og rock’, der blandt andet modtog 5 stjerner i Politiken. Senest har forsanger og forfatter (og præst) Nikolaj Zeuthen udgivet digtsamlingen Langt fra Gud 2.

Bandet Har udgivet 6 albums og eksisteret siden ca 2005. De er blevet kaldt mange ting igennem tiden: Bandet der aldrig lyver; en krydsning mellem Eik Skaløe og JJ Cale; et selvhjælps-orkester (med hentydning til deres interne eksistentielle søgen som kommer til udtryk i en del sange) og meget andet.

Selv anser de sig efterhånden mere som en bevidsthedsform end et egentligt band. Men sådan er der så meget. Livet er stort.

På Christianshavns Beboerhus optræder Skammens Vogn denne gang som duo.

NIKOLAJ PAAKJÆR m. BAND

Nikolaj Paakjær er sanger, sangskriver og salmedigter. Han skriver lyrisk popmusik på dansk, der forsøger at navigere i kærlighedsliv, i søgen efter mening og i bearbejdelse af tab. Det er gnistrende storbyromantik, tænksomme busture over den jyske hede og ophøjelse af hverdagsscener, hvor almene gøremål bliver til

små, poetiske begivenheder.

I 2019 udgav han albummet “Sidste telefon før havet”, som er en jagt efter en gud fra de københavnske, tilrøgede værtshuse til rødderne ved det brusende Vesterhav. Albummet blev i en anmeldelse kaldt ‘en moderne dansk sangskat’. I juni 2022 udkom Nikolajs 2. album ‘Et uvurderligt minut’, som erstatter det tyste, akustiske univers med et mere tempofyldt og elektrisk.

På albummet indkapsler Paakjær en sikker sans for at sammensætte levende melodier og elegante harmonier med sprogfinurlige overraskelser, hvor der er sikre nik til flere af 80’ernes største danske sangskrivere som f.eks. Sebastian og CV Jørgensen.

Nikolaj Paakjær er desuden fast wing-man i Hymns from Nineveh og har gennem årene spillet med bla. Double Moon Mirage og Dør Nr. 13. Han har desuden skrevet sange og salmer til Højskolesangbogen og Kirkesangbogen.

På Christianshavns Beboerhus medbringer Nikolaj Paakjær fuld band, som giver energisk fylde til de fængslende popsange:

Jesper Hoff Maltesen (Dør Nr. 13, Sømændene) David Blomqvist (Blomqvist) Andreas Brixen (Bodebrixen, Hymns from Nineveh) og Sebastian Munk Autzen (Hymns from Nineveh, Marie Fjeldsted).

Bookmark the permalink.

Comments are closed.