Kære alle,
Til august udkommer faksimile genudgivelsen af Inger Schiøtts debutroman De gyldne sandaler (1965) og det tilhørende ledsagerværk Een lang nat, skrevet af mig, på Forlaget Virkelig.
Vi fejrer det i caféen på Christianshavns beboerhus den 10. august fra klokken 17, med oplæsninger, ømme hjerter og mulighed for at købe bøgerne til en fordelagtig pris.
Inger Schiøtt (1915-1992) var forfatter, forlægger og maler. Hun skrev De gyldne sandaler efter en drøm hun havde, hvor hun gennemlevede et helt liv – næsten fra vugge til grav. Romanen foregår i Ægypten cirka 1300 år f.kr. Vi følger Merit-aton, den ældste datter af farao Achnaton, fra fireårsalderen, hvor hun starter i tempelskolen til hun i sine tyvere rejser til Soltemplet i On. Her deltager hun i tempel- og pyramideindvielser, hvor man ved den syvende og sidste indvielse erhverver sig de gyldne sandaler som sin eneste ejendom.
Een lang nat er en slags litterær undersøgelse – et ledsagerværk der både situerer De gyldne sandaler og går i dialog med Schiøtts visionære praksis – gennem blandt andet drømmetekster, genskrivninger og visuelt materiale.
Klokken 17.30 vil der være oplæsninger af:
Emil Grarup
Line-Gry Hørup
Andreas Vermehren Holm
Ronja Johansen
og mig
Jeg glæder mig meget til at bøgerne skal findes i verden, igen, på ny og håber, at I har lyst til at komme forbi!