AKTIVIST I BEBOERHUSET?
I Beboerhuset har vi til hverdag mange arrangementer, værksteder og projekter som er drevet frem af husets aktivister. En kerneværdi for os er at huset er DIT og er åbent for DINE drømme og ideer. Huset byder på mange muligheder. Derfor er vi altid meget lydhøre og åbne for hvad end du måtte komme med af tanker, skaberkraft eller iver og vi er altid enormt glade for at tilknytte nye aktivister til huset og dets virke. Du kan altid skrive en mail til mette@beboerhus.dk eller kigge forbi huset til en snak i cafeen hvis du kunne tænke dig at være en større del af det.
AKTIVISTFEST
Ud over de daglige aktivistgoder vi har i huset afholder vi en gang om året en kæmpe middag og fest for husets aktivister. Her kan man lære de andre aktivister at kende og skåle for jer selv og hinanden og os.
Du kan også kigge på listen her over nye projekter vi gerne vil sætte i søen, samt de allerede eksisterende projekter, som altid er åbne for nye kræfter:
GADEHAVEN
Det ku’ være så gråt – og så er det faktisk grønt. Den økologiske gadehave foran Christianshavns Beboerhus gør bylivet lidt grønnere, og den vedligeholdes og videreudvikles af et hold af entusiastiske frivillige med grønne fingre.
Havegruppen mødes jævnligt et par timer på torsdage og lørdage fra marts til oktober for at plante nyt og komme med kreative løsninger på at gøre rummet smukt og dejligt for husets brugere og for dem, der kommer forbi. Hvert år har sit eget tema, og i 2024 er temaet ”Klosterhave” med fokus på krydderurter, som bl.a. kan bruges i maden, der serveres i Beboerhuset.
Havegruppen afholder også små hyggelige events i haven, såsom julehygge med æbleskiver og gløgg eller forspiring, de planter grønt mellem fliserne og tager på ture ud og får inspiration fra andre af landets haver og grønne huller.
Der er ALTID brug for ekstra hænder og grønne fingre i havegruppen. Mød op helt uforpligtende eller skriv til mette@beboerhus.dk, hvis du vil være med.
I 2024 arbejdes og hygges der i gadehaven på disse datoer:
Torsdag d. 21/3 kl. 11.30 (Opstartsmøde)
Lørdag d. 13. april kl. 13.30
Torsdag d. 25. april kl. 11.30
Lørdag d. 11. maj kl. 13.30
Torsdag d. 30. maj kl. 11.30
Lørdag d. 8. juni kl. 13.30
Torsdag d. 27. juni kl. 11.30
Lørdag d. 10. august kl. 13.30
Torsdag d. 29. august kl. 11.30
Lørdag d. 24. september kl. 13.30
Torsdag d. 26. september kl. 11.30
Lørdag d. 12. oktober kl. 13.30
Torsdag d. 31. oktober kl. 11.30
KONCERT-CREW
Beboerhuset har rigtig mange koncerter i løbet af året, både store og små. Vi vil gerne have endnu flere og også gerne på nye spændende måder. Vi leder efter en gruppe, som har lyst til at afholde koncerter/performances/events i huset og som vil være med til at gøre huset levende og nytænkende. Vi leder efter folk som har erfaring med eller har lyst til at lære om blandt andet booking og afvikling, lyd og lys, folk som vil stå i garderobe og tjekke billetter, sælge øl, tage billeder, og dele stemninger på sociale medier. I samarbejde med de andre i gruppen fordeler man roller og ansvar fra gang til gang eller aftaler faste roller ud fra kompetencer og ønsker.
Erfaring spiller ingen rolle, men det kræver gode samarbejdsevner, gåpåmod og godt humør.
Har du lyst til at være en del af koncert-crewet? Skriv en mail til mette@beboerhus.dk med dine informationer og ønsker. Vi inviterer til et møde når vi har samlet et hold af interesserede. Mere info følger på mail.
CROQUIS
Hver torsdag afholder vi croquis i Transitten fra kl. 19-21. Det er efterhånden en tradition der har mange år på bagen og som over årene har været et stabilt og roligt foretagende, hvor man kan fordybe sig i den kreative process. Vi står netop nu og mangler en eller flere personer, som har lyst til at få de dejlige tegneaftener til at glide. Jeannette Fyhr er allerede en del af teamet på croquisholdet og ved en masse om hvordan aftenen plejer at forløbe.
Arbejdsopgaverne består blandt andet i:
At booke modeller (over tid, da der er booket modeller helt indtil sommerferien).
At tage imod betaling fra deltagere.
At betale modellen.
At holde tiden, både for modellerne og for holdet.
At finde på nye og kreative tiltag for holdet, som eksempelvis udstillinger i huset, gæstelærere eller alternative former for croquis.
At sætte stole og podie på plads efter endt session og sørge for at rummet efterlades fint og ordentligt.
Man er ikke ansvarlig alene, men fordeler tjanserne mellem dem, som er med på holdet. Som medansvarlig for croquis holdet, bliver man også en del af husets faste aktivister. Man tegner gratis, og man får ligesom alle andre aktivister i huset billige mad- og bar priser, samt en årlig invitation til den store aktivist fest.
Hvis det er af interesse så kontakt endelig mette@beboerhus.dk og hør mere. Der kræves ingen erfaring.
SPISEHUSET
Hver tirsdag og torsdag afholder vi fællesspisning i Spisehuset. Thomas står ved gryderne, altid med et hold af aktivister, som serverer, dækker op, ryder af og hjælper til.
Har du lyst til at være med i køkkenet så skriv til thomas@beboerhus.dk
STORE ÅRLIGE EVENTS (SANKT HANS)
Sankt Hans er en af Beboerhusets store årlige fester hvor vi har rigtig mange aktivister med. Hvert år har vi et nyt tema og en ny “heks”, der bliver brændt af på volden ved Elefantens Bastion. Temaet samt den kreative process bliver struktureret af vores frivillige. Det er et af Beboerhusets største arrangementer med flest aktivister ombord. Der er opgaver i mange størrelser og retninger, såsom madlavning, barvagter, bålansvarlige, børneaktivister, koncertafvikling, sceneopsætning og meget meget mere.